Født ‎26 Dec 1626 Holstebro, Ringkøbing Amt, døde ‎09 Aug 1706 Pallisbjerg, Staby Sogn, Ringkøbing Amt‎, age 79 år. Erhverv: Herre til Volstrup
Sagnet fortæller, at Christen Lindes far som yngre handelsrejsende havde fundet en gulddøbefond, der skulle have skabt grundlaget for familiens rigdom. Han havde under Den Skånske krig 1676-79 store leverencer til hæren. 1678-95 forpagtede han konsumptionen (told) ved Holstedbros porte. Blev i 1704 adlet af Frederik den IV. Ved sin død 1706 ejede han 11 større og mindre gårde i omegnen. Begravet i Holstedbro kirke, hvor et epitafium med et rigt udskåret barokramme stadig minder om ham og hans hustru. Gravskrift af dattersønnen Jens Henriksen Hiermiin.
Kilde: T. Ramskou m.fl.: Bro og by - en folkebog om Holstedbro, 1974.
----------
Volstrup.
I det frugtbare Limfjordsland syd og øst for Struer er bevaret et klassisk herregårdslandskab med smukke hovedgårde, store avlsbygninger, voldgrave og damme, parkanlæg og skove, klynger af små landarbejderboliger, udstrakte marklandskaber og herskabskirker. Et landskab med mange kulturhistoriske lag, men især præget af de seneste tre hundrede års udvikling inden for det store landbrug.
I bunden af Venø Bugt ligger herregården Volstrup og skuer ud over vandet. Kun jernbanen og Struer-Vinderup vejen skiller gården fra Limfjorden. Den markante hovedbygning er opført 1875; vestfløjen er dog fra 1805. Selve det fredede voldsted kendes helt tilbage fra 1313, men er sandsynligvis endnu ældre. I senmiddelalderen hørte gården under Ribe Bispestol, som år 1500 lod den bestyre af rigsråden Mogens Munk, der 22 år senere var en af anførerne i opstanden mod Christian II. I 1683 kom Volstrup i den store, vestjyske godssamler Christen Lindes besiddelse. Gården er ikke åben for offentligheden, men interesserede er velkomne til at køre ind og vende på gårdspladsen.
Kilde: Struer Museum
----------
Ejer af 12 herregårde, bl.a. Volstrup, Pallisbjerg,
Bækmark, Ulfsund, Kærgårdsholm, Krogsdal. Totalt 3416 tdr hartkorn. Ved patent af 17.okt 1704 adledes han. Våben: en voksende grøn lind i sølv felt over en rød skjoldfod, hvori en guld lindorm, på hjelmen en halv opspringende lindorm. Også hans sønner var jordegodsejere i stor stil. Både den ældste Christen Linde til Volstrup (1664-1723) og den yngste Christian Linde til Bæksmark (1684-1753) har efterladt endnu blomstrende afkom.

----------
Efter enevældens indførelse i1660 skabte statsmagten en ny adel, der ofte baserede sin opstigen på handel og investeringer i den forgældede gamle adels godser. Blandt disse var Holstebrokøbmanden Christen de Linde (1626-1706), som adledes i 1704. Denne merkantile begavelse gik under betegnelsen Vesterlandets konge". Hans efterkommere ejede bl.a. Nørre Vosborg, Volstrup, Herningholm, Møltrup og Handbjerg Hovgård godser i Vestjylland.

Christen de Linde's originale adelspatent, der kan ses på Holstebro Museum, har haft en omskiftelig skæbne. Dokumentet kom med et medlem af slægten til USA, hvorfra det efter århundredeskiftet kom til England på foranledning af civilingeniør Albert de Linde. Med hans sønnesøn - lektor Christen T. de Linde - kom adelspatentet til Frankrig. Siden 1995 har dokumentet med Frederik d. IV kongelige segl været deponeret på Holstebro Museum.

Kilde: Holstedbro Museum
Ifølge Esben Graugaard skrev Lauritz Axelson sognepræst til Vester- og Østerbølle i Rinds herred, Viborg stift i sin dagbog 1706 følgende:
»Ved samme Tid er og død den gamle og navnkundige Christen Linde af Holstebro. Han var fød af fattige Folk, og havde i hans Ungdom løbet om med Kram, men havde nu omsider og i mange Aar forbedret sig saa meget, at han nu der han døde, efterlod sine Børn og Arvinger store Midler og mange, 9, Herregaarde, saasom: Pallisbierg, Woldstrup, Øldrup, Tiphede, Stenumgaard, Øgelstrup, Bekmark, Ulfsund, Kiergaardsholm«

Esben Graugaard fortsætter:
Og sagnene om Christen Linde har været mangfoldige; derfor optræder de i flere varianter i Evald Tang Kristensens samlinger af jyske folkeminder og danske sagn »- som de har lydt i Folkemunde«. Den typiske fortælling om Christen Linde følger nedenfor. Ophavskvinden var Kirsten Marie Frederiksdatter, som boede i Ålbæk i Vendsyssel, og som var født i 1813. Mellem hende og Christen Lindes tid har kun været 3-4 generationer, vel en relativ kort periode i vurdering af forholdet mellem et sagn, som er overleveret, og så den oprindelige historie. Følgende fortalte Kirsten Marie Frederiksdatter til Tang Kristensen:
»En kræmmer gik nede ved Vesterhavet og vilde kjøbe rav. Han kom til et lille hus, og der stod en gris uden for og åd af et fad. Så gik han ind og vilde handle med konen, sælge et og andet. Ja, konen havde ingen penge. Han vilde bytte med det grisetrug, og så fik han det af hende. Hun tykte jo, hun fik en forfærdelig god betaling for det. Så kjøbte han en gård i Nørregade i Holstebro og plantede lindetræer langs hen med huset. Kongen var der en gang i besøg, og han sagde: Der var Linder udenfor, så skulde der også være Linder indenfor, og han gjorde dem til adelige. Derfra skal den Lindefamilie udstamme, og der blev jo mange af dem«. Kilde: Tang Kristensen, Evald, »Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde«, 4. afdeling, Aarhus 1896, s.174.
Ifølge Esben Graugaard har fortælleren dog glemt det ikke uvæsentlige, at det nævnte grisetrug naturligvis var af det pureste guld, deraf Christen Lindes helt overnaturlige rigdom.

Esben Graugaard beskriver flere myter om Linde, bl.a. at han skulle være søn af Maren Spliids i Ribe, men fæster ikke megen lid til troværdigheden af disse myter.
LINDE-FRIEDENREICH - Historien om et tvivlsomt adelskab
Af Esben Graugaard og Rigmor Lillelund

Den 17.oktober 1810 skrev ejeren af gården Clausholm i Levring sogn syd for Viborg brev til kongelig majestæt. Han var exam.jur. - havde således "dansk juridisk embedseksamen"- og dertil var han prokurator ved samtlige over- og underretter i Viborg stift. Han vidste nok hvordan han skulle formulere sig. Andragendet til majestæten var ganske alvorligt, for han ønskede slægtens adelsskab bekræftet og dens adelspatent fornyet. Årsagen hertil var, at "ved Ildebrands Tilfælde, er det Adelspatent bortkommet fra mig, som høysalige kong Frederik den Fjerde, under 17de October 1705, allernaadigst meddeelte min Stammefader Christen Linde til Wolstrup".(1).

Kongen var prokuratoren på Clausholm nådig, og den 23.november samme år modtog han det ønskede fornyelsespatent; tilmed uden det sædvanlige gebyr, da ansøgeren frimodigt havde henvist til, at adelskabet "giver mig ej flere Privilegier end jeg tilforn har havt".(2). Herefter førte prokuratoren således med fuld ret de Linde-slægtens navn og våben, om end i en noget mere pompøs udgave end det oprindelige med lindetræet og lindormen. Siden har hans efterkommere under navnet Linde-Friedenreich været anerkendt som hørende til den danske adel, og som værende direkte efterkommere af den i 1704 adlede Holstebro-matador Christen de Linde.(3).

Der er blot et problem ved denne historie: prokurator Jørgen Christian de Linde til Clausholm tilhørte ikke den slægt han hævdede. Denne spegede affære dukkede op som følge af en for Holstebro Museum enestående erhvervelse i sommeren 1994.

De Linde'rnes adelspatent fundet i de franske Alper

I sommeren 1993 blev Holstebroegnen opsøgt af den engelskfødte Christen Thorpe de Linde, der er bosat i Paris. Han viste sig at være 5xtipoldebarn i lige linie efter "Vesterlandets Konge", som den berømte stamfader er karakteriseret. Det skulle endvidere vise sig, at Chr.T.de Linde havde slægtens originale adelspatent hængende i sit sommerhus i de franske Alper i regionen Haut Savoye. Som anført ovenfor er det udstedt den 17.oktober 1704. Det næste års tid arbejdedes på at få denne for vestjysk historie og dansk adelshistorie værdifulde genstand hjem til Danmark. Intentionerne lykkedes, og nu kan dokumentet ses på Holstebro Museum.(4).
I forbindelse med så unikke genstande bør man være agtpågivende, hvilket der også kunne være al mulig grund til her, da Christen de Linde's adelspatent ifølge flere kilder ikke længere eksisterede. Det skulle angiveligt være brændt.
Da der ikke kan herske tvivl om ægtheden af det adelsbrev, der nu beror på Holstebro Museum med kongens eget segl og underskrift, ville det være relevant at undersøge oprindelsen til og situationen omkring påstanden om det brændte adelsbrev.
Derved var det, prokuratoren på Clausholm pludselig blev en interessant mand.


Ved ildebrand bortkommet

I den trykte litteratur omtales Christen de Linde's adelsbrev som bortkommet så tidligt som i 1824. Her anføres om Jørgen Christian de Linde til Clausholm, at "det hans Stamfader Christen de Linde til Wolstrup under 17de October 1704 meddeelte Adelspatent ved Ildebrand var bortkommet".(5). Formuleringen bygger tydeligvis på teksten i Jørgen Christian de Linde's ovenfor nævnte ansøgning i 1810. Rigtigheden af denne opfattelse bundfældedes åbenbart som sandhed, for også i Castenskiold's "Lexicon over Adelige Familier" fra 1872, kan man læse om det forsvundne adelspatent.(6).

I "Dansk Adelskalender" såede Krogh dog få år senere tvivl om påstandens rigtighed, idet han skrev, at dette "synes at maatte bero paa en Feiltagelse, da Patentet af 17.10.1704 endnu er i den ældre Linies Besiddelse".(7). Da Christen Thorpe de Linde, der har deponeret adelspatentet på Holstebro Museum, netop stammer fra de Linde-slægtens ældre linie til Volstrup og Handbjerg Hovgård, må det derfor antages at være identisk med det af Krogh nævnte. Ud fra detailrigdommen i Kroghs fremstilling er der ingen tvivl om, at han har været i tæt personlig kontakt med netop denne slægtsgren.

Derfor kan man konkludere, at Jørgen Christian de Linde's påstand om at adelspatentet var "bortkommet fra mig" ikke har overbevisende sandhedsværdi - med mindre der har eksisteret to identiske adelspatenter, hvilket ville være enestående. Vel derfor formulerede H.Hjorth-Nielsen sig allerede for mange år siden som følger om Jørgen Christian de Linde's andragende om adelspatentets fornyelse: "Det er umuligt at tro andet, end at dette skyldes en bevidst falsk Underretning fra hans Side".(8).

Næste skridt måtte derfor være at undersøge Linde-Friedenreich'ernes påståede tilknytning til den i 1704 adlede de Linde-slægt.


Hofjunker Linde-Friedenreichs forklaring
I ansøgningen til Danske Kancelli var Jørgen Christian de Linde meget upræcis i angivelsen af sine rødder i de Linde-slægten. Han gik ikke videre end til at betegne Christen de Linde til Volstrup som "min Stammefader", hvilket forekommer usædvanligt, når han skulle have været hans oldefar. Jørgen Christian de Linde har tydeligvis også selv været klar over det utilstrækkelige heri, for til sidst i sin ansøgning skrev han: "At jeg virkelig nedstammer fra ommeldte Christen Linde til Wolstrup har min ældste Søn, Hofjunker Hans Peter Linde-Friedenreich fremlagt Bevieser for da han under 11. Juli d.a. af Deres kongelige Majeset allernaadigst erholdt Tilladelse at forene det Friedenreichske Navn og Vaaben med sit eget".(9). Dokumentation for slægtskabet må således findes i sønnens andragende samme år om at få patent på navnet Linde-Friedenreich.

Hofjunker Hans Peter Linde-Friedenreich, der på dette tidspunkt var premierløjtnant ved 2.Jydske Infanteri Regiment under det mere bedskedne navn Hans Peter Linnet! - han blev senere overførster i Slesvig - fremførte, at faderen på Clausholm var "Næstsøskendebarn" til den i 1786 afdøde godsejer Christen Linde Friedenreich til Palstrup, Nørre Vosborg med flere godser, efter hvem han angiveligt arvede 30.000 rigsdaler som nærmeste slægtning. Christen Linde Friedenreich, der var ugift og døde som slægtens sidste mand, var oldebarn af Christen de Linde til Volstrup ad to linier, idet hans forældre var fætter-kusine: moderen Elisabeth de Linde var datter af Frants Rantzau de Linde til Pallisbjerg - farmoderen Anne de Linde var datter af slægtens adlede grundlægger. Om Jørgen Christian de Linde skal have været et næstsøskendebarn til Christen Linde Friedenreich er ikke undersøgt her - det kan være korrekt - blot er det ikke via fælles afstamning i de Linde-slægten.

Premierløjtnantens påstand om at faderen skal have arvet 30.000 rigsdaler efter Friedenreich-slægtens sidste mand, og at han derfor af taknemmelighed ønskede at føje dennes navn og våben til sit, har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Jørgen Christian, der på det tidspunkt hvor Christen Linde Friedenreich døde stadig hed Linnet, er slet ikke nævnt idennes ellers ganske udførlige testamente. Derimod nævnes hans far, herredsfoged Hans Linnet: "Herredsfoget Linnet, Ramstadt, dend gamle Nisleuf, Mads Rosborg, Mads Munch, frue Irminger paa Palstrup eftergives aldt, hvad de til mig ere skyldige".(10). Det er alt. Derimod står en række slægtninge i testamentet til at arve ret betydelige beløb, således sognepræst Niels de Leth i Karleby, Rudolph de Linde til Marsvinslund og flere medlemmer af familien Irminger.

Påstanden om at Jørgen Christian Linnet/de Linde var nærmeste slægtning havde således heller intet med virkeligheden at gøre. Om den senere overførster Linde-Friedenreich har været i god tro i denne sag, kan vi ikke vide, men faderen på Clausholm har naturligvis kendt til sagens rette sammenhæng: at han ikke havde arvet 30.000 rigsdaler efter Christen Linde Friedenreich.

Jørgen Christian Linnet/de Linde henviste således til et dokument, hvori der intet konkret står om hans afstamning fra Christen de Linde. Skulle der imidlertid være noget om påstanden om de Linde-afstamningen, måtte afstamningen gå igennem den yngre de Linde-slægt, efterkommere efter Christen de Linde's yngste søn, Christian de Linde til Bækmark og Ulvsund. Det er da også netop her Lengnick placerer herren til Clausholm - som søn af den i 1790 afdøde Christen de Linde til Haraldskjær med flere godser. Denne sammenhæng har med enkelte undtagelser, som hos f.eks. Hjorth-Nielsen, siden stået til troende.

Problemets løsning kunne således måske findes i den i 1790 afdøde Christen de Linde til Haraldskjær.


Christen de Linde til Haraldskjær

Christen de Linde's yngste søn, Christian de Linde (1684-1753), arvede godserne Bækmark og Ulvsund; disse besiddelser udvidede han med hovedgården Holmgård i Møborg sogn. Han blev gift med Anna Maria de Poulson, der efter hans død solgte godserne til forvalter Peder Dinesen. Hvorfor deres eneste søn, en ny Christen de Linde (1726-90), ikke overtog denne del af slægtens godsimperium vides ikke, men forklaringen kan ligge i, at han i 1751 i sit andet ægteskab havde giftet sig særdeles godt med Gedske de Lichtenberg, datter af Horsens-matadoren Gert Hansen de Lichtenberg til Haraldskjær og Engelsholm. Disse godser med ialt ca.1.000 tønder hartkorn overtog svigersønnen, og livet her har været mere herskabeligt end på de små godser ved de vestjyske fjorde, hvor havgusens klamme luft ofte trængte ind i selv de inderste kroge.

Efter hustruens død i 1766 overdrog Christen de Linde imidlertid godserne til svogeren Hans Henrik de Lichtenberg til Bidstrup. Den 40årige enkemand pensionerede herefter sig selv og flyttede ind på Bidstrup, hvor et temmelig langvarigt otium ventede ham. Her boede således i 1787 "Velbaarne Chresten Christiansen Linde", om hvem det anførtes, at han "logerer paa Gaarden", samt at han er "Adelsmand og lever af sine Midler".(11).

Her på Bidstrup ved Gudenåen døde Christen de Linde i 1790, barnløs og formodentlig fattig. I modsat fald ville han vel have valgt at bo hos eventuelle børn istedet for hos svogeren, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at der intet skifte findes efter den afdøde adelsmand. Hans få ejendele er formodentlig overtaget af slægtningene på Bidstrup, der tog sig af ham i hans alderdom.(12).

Men var Jørgen Christian de Linde til Clausholm trods alt søn af denne Christen de Linde? Eller er det lykkedes at binde Lengnick en historie "på ærmet"?


Linnet - Linde

Jørgen Christian de Linde skulle ifølge Lengnick være født den 2.december 1750.(13). Samme år døde Christen de Linde's hustru af første ægteskab - den kun 16årige Cecilie Harbou.(14). Om hun eventuelt døde i barselsseng kan ikke kontrolleres, da kirkebogen for Flynder sogn, hvor hovedgården Bækmark ligger, ikke længere eksisterer. Det samme gør sig derfor også gældende for Jørgen Christian de Linde's eventuelle fødsel her. Den senere ejere af Clausholm var imidlertid slet ikke født i 1750 men derimod i 1760, hviket fremgår af aldersangivelserne i folketællingerne 1787 og 1801 samt ved hans død.

Jørgen Christian de Linde var født og døbt Jørgen Christian Linnet (et navn han også opføres med i de nævnte folketællinger, hans børn er døbt Linnet, ligesom han underskriver sig selv som Linnet så sent som i 1810) den 30.august 1760 i Kolding, som søn af Hans Ditlevsen Linnet og Anne Margrethe Fogh. Faderen var da fuldmægtig hos tolderen i Kolding, men blev senere herredsfoged i Hammerum herred og ejer af sædegården Karstoft i Skarrild sogn. At prokuratoren på Clausholm hører hjemme i Linnet-slægten fremgår også af, at ved datteren Zidcelias dåb i 1796 i Levring kirke nævnes blandt fadderne "mandens Broder Rudolph Linnet til Højris". Denne broder blev senere ridefoged på godset Pallisbjerg, og ægtede Karen Strandbygaard, en datter af gårdens ejer, Christen Strandbygaard. Han og hans børn hed fremdeles Linnet.

Jørgen Christian Linnet fik i 1784 dansk juridisk embedseksamen, og tre år senere modtog han bevilling som prokurator ved over- og underretterne i Viborg stift. På dette tidspunkt var han "logerende" i Levring Præstegård hos pastor Sveistrup, og anføres som "exam.juris og constitueret herredsfoged".(15). Han har været konstitueret for herredsfoged Peder Hjorth, der da boede på Clausholm. Hjorth døde den 10.marts 1789, og to dage efter hans begravelse giftede Jørgen Christian Linnet sig med hans datter Charlotte Amalie og flyttede derpå ind på Clausholm; den afdøde svigerfars embede som herredsfoged fik han dog ikke. I 1795 købte han gården til selveje af landvæsenskommissær Hans Gundorph til Palstrup for 2.000 rigsdaler. Herfra virkede Jørgen Christian Linnet de kommende år som en aktiv prokurator, der udnævntes til forligelseskommissær og i en årrække havde sæde i Levring sogns fattigskommission. Den 7.november 1814 døde Jørgen Christian Linnet 55 år gammel, efter fire år tidligere at have forvandlet sig til en "de Linde".(16).

Den dygtige prokurator har naturligvis ikke efterladt sig et væld af gode kilder, der belyser baggrunden for denne historie. Motiver må vi derfor gisne os til - mon ikke almindelig forfængelighed har været en grundlæggende drivkraft? Ideen til projektet kan Jørgen Christian Linnet have fået ved den omgang familien tilsyneladende havde med Friedenreich'erne. Efter major Frants Friedenreichs død i 1780 opstod en sag mellem Viborg magistrat og afdødes bror, Christen Linde Friedenreich til Nørre Vosborg. Blandt dommerne i denne sag var netop herredsfoged Hans Linnet, der må have gjort det til Friedenreichs tilfredshed ellers havde han næppe fået eftergivet sin gæld, som anført i testamentet. Hans Linnet har som herredsfoged bosat på Højris i Ikast sogn haft tætte forbindelser til Frants Friedenreich på det nærliggende Herningholm.(17). Få år senere er Hans Linnets søn derpå bosat tæt ved Palstrup, Friedenreich'ernes gamle stamsæde. Fra denne nære omgang har Jørgen Christian Linnet været velorienteret om situationen blandt Christen de Linde's efterkommere. Derfor vidste han i 1810, at det ingen risiko indebar at tage de i 1786 uddøde Friedenreich'ers navn, ligesom han vidste at linien til Bækmark var uddød i 1790 med Christen de Linde på Bidstrup.

Dermed være ikke sagt, at Jørgen Christian Linnet/de Linde ikke som hævdet kan have været et næstsøkendebarn til Frants og Christen Linde Friedenreich. Det er således ganske interessant, at Rasmus Rasmussen Nislev, der "bestandig" havde tjent Christen Daniel Friedenreich (de to ovennævnte brødres far) som foged, var gift med en datter af en Rasmus Fogh - akkurat som Jørgen Christian Linnets mor var datter af en Jørgen Fogh.(18). Var der slægtskab her, og i så fald et fælles slægtskab, der knyttede dem til Friedenreich'erne?

Under alle omstændigheder lykkedes Jørgen Christian Linnets projekt - han blev "en de Linde". Ikke desto mindre kan man på Holstebro Museum nu se det adelspatent, som den gode prokurator overfor selveste kongelig majestæt påstod var brændt. Havde han blot ikke gjort dette, havde vi ikke været nødt til at anfægte hans adelskab.

Kilder: Holstedbro Museum

----------
I Danmarks Adels Aarbog (DAA) 1994-96 side 607-672 findes information, stamtavle og billeder.
Adlet 17.10.1704 for de tjenester han har ydet kongen og dennes fader (DAA 1994-96 s.607-672). De bestod af lån, det sidste på 6.000 rdl. - det blev tilbagebetalt til tiden.
Han fik 17 børn, hvoraf 4 sønner og 2 døtre overlevede ham.
Han var en dygtig købmand, og han samlede sig meget store godser, måske op mod 3.000 tdr. hartkorn! Det kunne han, fordi retten til stort (og skattefrit) gods, netop blev givet fri til ikke-adelige ca. 1660. Christen har lånt penge til mange godsejere og overtaget gårdene, når de ikke kunne klare terminen.
Han har nok været en benhård kreditor.
Han skaffede sig 11 godser:
Volstrup i Hjelm sogn 1678/82,
Stenumgård i Råsted sogn 1670,
Handbjerg Hovgård i Handbjerg sogn 1682,
Øgelstrup i Råsted sogn 1683,
Møltrup i Timring sogn 1685,
Pallisbjerg i Staby sogn 1692,
Kærgårdsholm i Håsum sogn 1693,
Lindtorp i Asp sogn 1699,
Krogsdal i Nr. Felding sogn 1704,
Bækmark i Flynder sogn 1704 Ulvsund i Nees sogn 1704, alle i NV-Jylland.
Han henlagde 12 agre på Holstebro bys mark i 1679 til vedligeholdelse af sit gravsted.
Allerede 1681 fik han tilladelse til at nyde adelige privillegier af sine godser.
Efterlod sig 1000 rdl. (omkring 1 mill. 1998-kr) til Holstebro Latinskole.

I Eiler Nystrøms Biografiske Efterretninger om Peter Munthe Bruhns slægt side 147-160 findes lang beskrivelse af slægten, Linde.
(Patent af 17/10 1704. Fornyelsespatent af 23/11 1810.)
Christen Christensen Linde, f. 1626 i Holstebro, d. 1708. Skal have begyndt som Bissekræmmer og ved en heldig Handel lagt Grunden til sin Rigdom, som i Tidens Løb forøgedes, tildels ved at han til de daværende lave eiendomspriser indkjøbte en Del Sædegaarde. Han var Eier af Volstrup, Kjærgaardsholm, Pallisbjerg og Stenumgaard, da han 17/10 1704 blev optagen i Adelsstanden, og gift med Dorothea Nielsdatter, med hvem han havde 17 Børn; 9 døde i en ung Alder. 4 Sønner, der overlevede ham, slægtede Faderen paa. De eiede i alt 22 complette Godser med henved 7000 Tdr. Hrtk. Jordegods og 1100 Tdr. Hrtk. matr. Tiender, og have bidraget meget til at fremme Jyllands Udvikling. I Særdeleshed maa fremhæves Christen Lindes anden Søn, Niels, f. 1678, d. 1746, gift med Karen Rosenkrantz, f. 1693, d. 1782, til Bustrup, Møltrup, Tanderup, en Del af Stubbergaard, Kjærgaardsholm, Landting, Tirsbæk og Bryskersborg, han eiede i Alt over 2300 Tdr. Hartkorn og 500 Tdr. Hrtk. matr. Tiender. Han hørte til de Godseiere, der levede for deres Ejendommes Kultur og Forskjønnelse. Med hans Søn, Christen, f. 1720, d. 1756, til Tirsbæk, gift med Maren Loss , Skomager Jørgens Datter af Horsens, uddøde denne Linie ("Orion", T. A. Becker, I. Bd., pag. 325-329). Den tredie Søn, Frantz Rantzau, f. 1681. d.1753, til Pallisbjerg og Sønder-Vosborg, gift med Helene v. Bassen, efterlod ei Sønner.
Af den ældste Søn, Christen, f. 1664, d. 1723, gift med Ellen Maria v. Obelitz, f. 1678, d. 1727, og af Christen Lindes yngste Søn, Christian, f. 1684, d. 1753, til Bekmark, Holmgaard og Ulsund, gift med Anna Maria v. Poulson, f. 1707, d. 1761, leve endnu Efterkommere paa Mandslinien, men de store Besiddelser, som Slægten eiede i det forrige Aar­hundrede, ere afhændede og for en Del udparcellerede.

Fra Christen Lindes ældste Søn nedstammer
1 Christen Linde, f. 8/8 1815, Forpagter paa Ernstpriis under Grevskabet Lindenborg, der i Ægteskabet med Wilhelmine Sophie Catharina Gramkov har 8 Børn: Hendrik Gustaf, f. 10/7 1843, gift, Børn ; Emil Adolph Albert, f. 23/4 1845; Theodor Rudolph August, f. 2/5 1846; Carl Frederik Johan, f. 28/4 1847; Rudolph August Frederik, f. 13/4 1849; Sophia Clarissa Margaretha, f. 20/6 1850; Emma Christine, f. 12/6 1856; Albert, f. 19/9 1857, stud.polyt.
2. Børnene af Magnus Christian Linde, f. 1792, som Chef for Bogholderiet ved Øresunds Toldkammer, og Hustru Caroline Frederikke Schultz: a) Marie Sophie Frederikke. f. 17/2 1838, gift med Adjunct Muusmann i Roeskilde. b) Christian Frederik, f. 7/1 1840, Cancellist i Finants­hovedkassen, gift 29/11 1869 med Ottilia Elisabeth Christina Cathinka, f. 2/4 1840, Datter af Major Saint-Aubain: Børn: Sophie Christine, f. 15/2 1871, Jutta Maria, f. 3/8 1873.
Fra Christen Lindes yngste Søn nedstammer Jørgen Christian, f. 2/12 1750, d. 6/11 1814, til Clausholm, der efter An­søgning 23/11 1810 erholdt Fornyelsespatent. Ifølge Magazin til den danske Adels Historie", 1. B., pag. 189, og Castenskjold 1. c., pag. 55, skulde det Stamfaderen Christen Linde under 17/10 1704 meddelte Adelspatent være bortkommet, men dette synes at maatte bero paa en Fejltagelse, da Patentet af 17/10 1704 endnu er i den ældre Linies Besiddelse.
Jørgen Christian de Lindes eneste Søn, Hans Peter, f. 1798, d. 1835, Hofjægermester, Overførster i Slesvig, fik ved Patent af 11/7 1810 Tilladelse til med sit eget Navn og Vaaben at forene Friedenreichs. Hans Afkom er udvandret.
Kilde: http://skislekt.no/Slekter.htm
DA JOMFRU MARIAS KIRKE I HOLSTEBRO BLEV BRUDT NED
Af Esben Graugaard og Bent T.Holm. Kilde: http://www.lokalhistorisk-arkiv.dk/artikler/jomfru/index.html
(april 2004)

(Teksten indeholde desuden et foto af en akvarel)
Den senmiddelalderlige sognekirke i Holstebro, viet til Jomfru Maria og nedrevet i 1906. Akvarel af forhenværende vicestadsbibliotekar Kristian Bjerregård efter samtidig foto.

Det var sikkert ikke uden undren en del mennesker læste den artikel, som arkitekt V.Ahlmann i 1908 fik trykt i tidsskriftet "Architekten" om Holstebro kirke - vel at mærke den gamle som var blevet brudt ned to år tidligere. Ahlmann, der havde tegnet den nyopførte kirke, skrev nu at den gamle Maria kirke burde have været bevaret og at Holstebro by havde mistet sin eneste monumentale bygning. I fald arkitektens artikel skulle ses som en bodshandling, hvilket næppe var tilfældet, var den under alle omstændigheder lidt sent ude; den kirke, som det ifølge biskop Peder af Ribe i 1465 gav 40 dages aflad at besøge, eksisterede ikke mere. Historien om dens nedbrydning er, som det ofte er set i lignende sager, en uheldig blanding af målbevidste mennesker uden pietetssans og pietetsfulde mennesker uden indflydelse.
"Hosianna" skulle smeltes om
Allerede i 1893 var den manglende pietet på spil i den gamle kirke. I tårnet var den fornemste klokke stormklokken med det manende navn "Hosianna". Den ca.1 meter høje og 301 kg. tunge klokke var støbt i 1470 af Mester Klaus i Nordtyskland eller Nederlandene på foranledning af Holstebros daværende borgmester Poul Jul. På det sidste var folk dog begyndt at finde "Hosiannas" lyd en smule skrattende, så den blev sendt til Aarhus for at blive smeltet om. Historien om den disharmoniske klokke fra Holstebro kom Nationalmuseet for øre og man greb ind, så klokken repareredes og vendte derpå tilbage til sin plads i tårnet - indtil nedrivningen af bygningen i 1906. Nu ville man partout have en ny klokke til den ny kirke, der skulle opføres på stedet; endnu engang måtte "Hosianna" på farten - nu til De Smithske Støberier i Aalborg. Her købte Nationalmuseet Holstebros 436 år gamle kirkeklokke for 770 kroner, og idag kan vi så tage til København og se "Hosianna" i Nationalmuseets middelalderudstilling. Knap så heldigt slap selve kirkebygningen, der omkring 1480 havde afløst en lille romansk kvaderstenskirke på samme sted.
Englevagt om kirken
Enhver tanke om at nedbryde byens senmiddelalderlige kirke turde vel have været de fleste holstebroere uhyre fjern. Allerede i 1687 da teologen Elias Naur udgav sin lille bog "Ære- og Takkedigt til Holstebroe", skrev han heri om den kirke han så ofte han siddet i, at "hvor tit end Ilden bliffver tendt, Guds Engle-Vagt maa da om Kirken være spendt". Og det var tilfældet indtil omkring år 1900, hidtil havde ilden som den eneste kunnet true kirkebygningens eksistens. Da begyndte indflydelsesrige folk at snakke om at den gamle kirke var for lille, den var brøstfældig og de lidt tunge hvælvinger gav kirkerummet et dystert præg. I 1902 udarbejdede den kendte arkitekt Fritz Uldall, der i 1880 havde tegnet Rasmus Færchs nye tobaksfabrik i Østergade, et forslag til restaurering af kirken. Herved ville man dog ikke opnå flere siddepladser; en ny kirke måtte der åbenbart til. Derfor nedsatte Kirkeministeriet i 1903 et særligt bygningssyn bestående af den kongelige bygningsinspektør, arkitekt Estrup fra Horsens og murermester Christoffersen fra Vejle for at få vurderet situationen. De kom til det resultat, at der måtte bygges en ny kirke eller foretages en betydelig udvidelse af det eksisterende hus. Kirkearkitekten Vilhelm Ahlmann, der har tegnet en række kirker i Ringkøbing amt, udarbejdede herefter forslag til såvel restaurering som udvidelse. Men så greb Kirkeministeriet ind - man ville kun give statstilskud til byggeriet, hvis resultatet blev betydeligt flere siddepladser. 30.000 kr. ville staten give til en ny kirke, og allerede i oktober samme år kunne Ahlmann derpå forelægge planerne for en sådan. De forudsatte at Maria kirke blev brudt ned, da såvel kirkeinspektion som byråd og sognepræst Bülow i givet fald ønskede en ny kirke opført på den gamles plads. Der var ingen seriøse overvejelser om som i Skive at lade den gamle kirke stå og bygge en ny andetsteds i byen.
Forevisning af balsamerede lig
Nedbrydningen af kirken begyndte i foråret 1906. Det blev en skandale, bl.a. fordi den ikke foregik under sagkyndig kontrol med henblik på at tage tilbørlige hensyn til bevaringsværdige dele i bygningen. Værst blev der dog faret frem mod begravelserne under kirkens gulve. Her lå byens fremtrædende borgere fra 16- og 1700årene begravede i deres kister med fornemme messingbeslag. Den mest berømte af dem alle var handelsmanden og godsejeren Christen de Linde, der havde skænket 12 marker til byen mod at få lov at ligge her i sin kiste til evig tid. I samtidens aviser kan læses om hvorledes balsamerede lig nu blev forevist mod betaling! Fredag den 20.april 1906 afholdtes offentlig auktion over en del af kirkens inventar. Her kunne med 3 måneders kredit købes kirkebænke og gulvfliser som andre metervarer, men også mere specielle ting som kirkeblokken, der gik for 2-3 kroner. Senere viste den sig at indeholde 160 gamle mønter og køberen blev budt 30 kroner for blokken. I sommerens løb kunne man ved flere af byens lysthuse se de gamle kirkebænke komme til ny værdighed som havebænke. Ad mærkelige veje er en enkelt senere kommet til Holstebro Museum, der også i 1934 fik overdraget en del af kirkens gamle minder, der var lagt til side på den ny kirkes loft. Selve nedbrydningen vakte en del undren, for et af argumenterne havde været at kirken var brøstfældig; nu måtte entreprenøren tage dynamit og donkrafte i brug for at få bugt med de gamle mure, som Nationalmuseets eksperter havde konkluderet "kunde staa i Aarhundreder". Heller ikke de lokale håndværkere var tilfredse med fremgangsmåden. Tømrermestrene Winding og Frandsen skrev i avisen at arbejdet med et hus, der betød så meget for byens borgere, burde have været overdraget lokale håndværkere. I stedet kunne man nu se en udenbys bygmester nedbryde kirken "paa en saa brutal Maade, at det vækker Forargelse overalt".
Patriarkens skæg
Der kom dog det gode ud af omvæltningerne at man fik afsløret et stykke kirkeligt fupkunst. Altertavlearrangementet fra 1757 blev brudt ned og midtertavlen og de fem senmiddelalderlige reliefgrupper reddedes og blev istandsat ved konservator Eigil Rothe. Gennem generationer havde holstebroerne som en del af tavlens billedgalleri kunnet se den liggende patriark Jakob med sit store skæg omgivet af sine 12 sønner. Patriarken var imidlertid ikke den han gav sig ud for. Rothe konstaterede at det ærværdige skæg engang i 1700årene var sat på en hvilende skikkelse, der egentlig var en kvinde. For at få plads til skægget havde man skåret hendes hage af. Figuren var faktisk den døende Jomfru Maria, kirkens skytshelgen. Hende havde 1700årenes pietistiske præster vel ønsket at fjerne, for om nogen var den hellige jomfru billedet på den katolske tid. Nu kom hun atter for dagens lys og kan beundrers på altertavlen i sognekirken.
Ansvaret
Hvem tog egentlig beslutningen om at nedbryde byens middeladerkirke? Det var ikke nogen folkestemning, der krævede en ny kirke opført. Ingen tvivl om at den lokale kirkeinspektion bestående af borgmester Jørgen V.Jørgensen, malermester Oluf Hansen og bankdirektør I.P.Aggerholm hørte til hovedkræfterne bag ønsket om en ny kirke. De havde imidlertid mere end fuld opbakning fra såvel provst Møller i Ølby, biskop Koch i Ribe og ikke mindst embedsmændene i Kirkeministeriet. Af sidstnævnte viste ingen sympati endsige forståelse for at bevare den gamle kirke. Kirkenministeriets rolle i sagen er yderst interessant. Da Nationalmuseets direktør i efteråret 1905 sendte museets medarbejder C.M.Smidt til Holstebro for at foretage opmåling og beskrivelse af kirken, hvis nedbrydning da var besluttet, fik han en sær besked med på vejen: "Jeg forstod, at Museumsdirektøren havde maattet bøje sig for et bestemt Krav fra Ministeriets Side, maaske endda fra selve den daværende Kultusminister". Kultusminister var indtil 1906 I.C.Christensen, Stadil, dengang sindbilledet på en solid vestjyde; han blev samme år konseilspræsident. Åbenbart har han givet Nationalmuseets ledelse mundkurv på i sagen om kirken i Holstebro. I hvert fald fik Smidt inden afrejsen til Holstebro på det bestemteste besked på ikke at søge at rejse en folkestemning til fordel for den gamle kirke, som han havde gjort i et lignende tilfælde ved Buderup kirke! Ansvaret for den gamle kirkes nedbrydning ligger således såvel lokalt som på højeste plan. Idag er det let at bebrejde disse mennesker manglende pietetssans, men tiden formeligt dirrede af fremskridtstro, købstædernes befolkningstal nærmest eksploderede, man byggede nye veje og fabriksskorstenene blev stadig talrigere over de danske købstæder. I en sådan tid har kulturhistoriske værdier det altid svært.
"På Jerusalem det ny"
Torsdag den 21.juni 1906 kunne provst Møller nedlægge grundstenen til den ny kirke. Meget passende indledtes højtideligheden med salmen "På Jerusalem det ny". Året efter kunne menigheden den 1.søndag i advent indvie Holstebros nye sognekirke, hvis profil siden har været et markant indslag i bybilledet. At pastor Bülow kun tre år senere, efter at have fået sin nye kirke, alligevel søgte og fik nyt embede på Langeland forekommer bemærkelsesværdigt. Måske noget af forklaringen kunne ligge i den vedvarende skumlen i byens opinion efter byggeriet. Branddirektør Søren de Linde gik direkte til værks, idet han i avisen udtrykte sin indignation over den behandling hans berømte forfader havde fået. I Holstebro Avis kaldte redaktør Welsch kirkebyggeriets drivkræfter for "vandaler" på trods af at de fleste var Højre-mænd som han selv. Mest skarpt formulerede skuespilleren Elith Reumert, søn af sognepræst Alexander Reumert, sig. For ham, der var vokset op i Holstebro, forekom nedbrydningen af den gamle kirke at være både "forrykt" og barbarisk", og det betød at byen nu havde mistet en stor del af sit "trylleri". Det vil næppe nogen modsige idag.
Vesterlandets konge
Lørdag den 9. oktober 2004
Samtidig med åbningen af særudstillingen om Christen de Linde udgiver Holstebro Museum bogen "Vesterlandets konge - Christen de Linde. En vestjysk matador og hans slægt". Bogen bliver på ca. 300 rigt illustrerede sider, indbundet i stift bind, og salgsprisen bliver kun 290 kr. takket være betydelig fondsstøtte. Forfattere er ud over museets egne medarbejdere Rigmor Lillelund og Esben Graugaard, historikerne Mogens Kragsig Jensen og Jan Dalsten Sørensen. Hovedperson i bogen er naturligvis Christen de Linde, hvis liv anvendes som afsæt til en undersøgelse omkring enevældens nye adel i 1700årenes Vestjylland. Esben Graugaard giver en biografisk skitse omkring Christen de Lindes fantastiske liv, der i 1704 kulminerede med tildeling af adelskabet. Jan Dalsten Sørensen har foretaget studier i Christen de Lindes virke som handelsmand og godsejer og giver læserne indblik i opbygningen af et af samtidens største danske godsimperier. Det lykkes Dalsten Sørensen at gennemhulle flere af myterne omkring Christen de Lindes økonomiske aktiviteter. Mogens Kragsig Jensen har som forfatter af stamtavlen over de Linde’rne i Danmarks Adels Årbog den grundigste viden om slægtens historie og følger sønnernes og deres efterkommeres historie, til de i 1846 må sælge Handbjerg Hovgård som det sidste gods. Ikke mindre spændende er Kragsig Jensens kapitler om efterkommerne af Christen de Lindes døtre som slægterne Jermiin på Ausumgård, de Leth på Nørre Vosborg og de Friedenreich til Krogsdal og Herningholm m.m. - masser af gode historier. Endelig har Kragsig Jensen udarbejdet en komplet efterslægtstavle med alle efterkommere i de første fem slægtled efter Christen de Linde – en guldgrube for slægtshistorikerne. Bogen afsluttes med Rigmor Lillelund og Esben Graugaards oprulning af historien bag et enestående genealogisk fupnummer i 1810, hvor dansk adel fik en ny slægt under navnet de Linde-Friedenreich under påberåbelse af at nedstamme fra Christen de Linde. Bogen om ”Vesterlandets konge” er således langt mere end en sædvanlig biografi. Det er en kombination af landbrugs-, handels-, slægts- og kulturhistorie, til sammen en væsentlig del af Ringkøbing amts historie i 1700årene.
601. Der var strandet en døbefont af guld, som var bestemt til Rusland. Den blev så solgt ved auktion ved havet for ingenting, og de folk, der kjöbte den, brugte den til andetrug. Så kom Christen Linde, der gik omkring som kræmmer, ind i det sted og vilde sælge töj. Konen vilde nok have sirts til en kjole, men hun havde ingen penge. Ja, han kunde også godt tage andre ting. Måske han også kunde bruge metal, og de kunde bytte, for hun havde det her pjalt andetrug, og hun kunde godt bruge et af træ. Så gav han hende 18 alen sirts for det. Han forlangede vel noget i bytte, men han tykte jo også, det var en skam, hun ikke fik töjet. Så mener de, han gik hen og grov fadet ned i Ferring sande, men tog en kant af det med en mejsel og gik til en guldsmed med: Han sagde, at det var guld. Så fik kræmmeren sig en jærnkasse at gjemme truget i og havde det der i dølgsmål, indtil han fik det stöbt i kugler. Dem rejste han udenlands med og fik dem der gjort i penge. Det skulde jo hedde sig, at han der ude havde gjort sådan en god forretning, for da han. kom hjem, kjöbte han sig efterhånden syv herregårde, hvoraf jeg kan nævne: Volstrup, Rammegård, Kjærgårdsholm, Krogsdal. Siden gav han dog Familien mere vederlag for fadet. Han fik hans kone fra Krogsdal. Imens han gik med pjalter, kom han der en gang og fik datteren at se. Han tykte, det var den kjönneste jomfru, han havde set. Faderen var meget fattig, og til sidst skulde gården sælges. Men nu kom Christen Linde og vilde have logi. Han siger da til manden, om han skal ikke hjælpe ham. Ja, den hjælp regnede han ikke, der skulde mere tli, end hvad en sådan en kræmmer kunde give. Men da nu gården skulde sælges, stoppede han det hele, og så fik han datteren. Mariane Jensdatter, Hjerm.

602. Niels Linde på Kjærgårdsholm havde farst vaxet bissekræmmer og rejste omkring med kram. En gang han var oppe ved Vesterhavet, kom han ind til konen i en gård og vilde handle med hende. Så spurgte han, om han kunde ikke kjøbe det andetrug, der stod ude i gården. Jo, det kunde han godt, og de kom til handel om det. Men truget var af guld og kommet i land fra et strandet fartöj. Det var begyndelsen til hans rigdom. Han kjöbte flere herregårde og kunde til sidst rejse på hans egne ejendomme fra Kjærgårdsholm og helt ned til Österhavet. Han havde en sön, der hed Kristen Linde, og han arvede det hele efter faderen, men var som noget idiot. En tid efter giftede han sig, men konen döde, og så giftede han sig igjen med hans hönsepige, hun hed .Maren Loos, men var utro mod ham. De lod bygge et hospital i Håsum, og stenen med deres navne sidder endnu over dören. I hans tid var det, der kom kreaturpest, og mange kreaturer döde for ham. Sådan gik der mange penge, men det slog dog til for ham til hans död. Siden giftede hun sig med hendes forvalter. Han kjöbte sig et adelsdiplom og blev kaldt Lindenpalm. Se, han solgte rask væk af godset, og til sidst var alting borte. Efter konens död tog han til takke med at bo i et skovfogedhus. Fra Niels Linde er den talemåde kommen ud: at finde guld til et svinetrug.
Niels Ottosen, Rönbjærg.

603. Den förste af Linderne blev fra hosekræmmer til herremand og fik sin store rigdom ved at kjöbe en gulddöbefont af nogle folk på vestkysten, som ikke vidste bedre, end at det var messing, og afbenyttede den til andetrug. Han skal også have ejet Møllerup, og Lindernes våben står over dören. Navnet Kristine Linde står tydelig at læse. En slæltning uf Linderne skal for ganske få år siden være död der i omegnen. Møllerup skal en gang have været så stort et gods, at jorderne nåede helt ned til Holstebro, tre mil derfra, hvor der forefandtes store magasiner og oplagssteder, som tilhörte godset. Dette må dog vist ligge en del længere tilbage end Lindernes tid. Marie Sandal.


604. En kræmmer gik nede ved Vesterhavet og vilde kjöbe rav. Han kom til et lille hus, og der stod en gris uden for og åd af et fad. Så gik han ind og vilde handle med konen, salge et og andet. Ja, konen havde ingen penge. Han vilde bytte med det grisetrug, og så fik han det af hende. Hun tykte jo, hun fik en forfærdelig god betaling for det. Så kjöbte han en gård i Nörregade i Holstebro og plantede lindetæer langs hen med huset. Kongen var der en gang i besøg, og han sagde: Der var linder udenfor, så skulde der også være Linder indenfor, og han gjorde dem til adelige. Derfra skal den Linde-familie udstamme og der blev jo mange af dem. Kirsten Marie Frederiksdatter, Albæk.

605. En skrædder her oppe fra Tistedkanten eller fra Ty-land gik omkring og vilde kjöbe rav. Så kom han til et sted, hvor han lagde mærke til et fad, der stod ude i gården, og som de havde give deres ællinger af. Han spurgte, om de vilde sælge det, men det sagde de nej til, for et stenfad slog ællingerne i stykker, og det her havde de haft i mange år. Det kunde da vel lade sig betale, sagde han, og så kjöbte han fadet af folkene. Men derved blev han en rig mand, for det var et guldfad, der var bestemt til Rusland, hvor det skulde havs været sat i en döbefont og brugt som döbefad. Kristen Søndermark, Lyngby.

606. En kone i Lungerhuse havde et guldfad at give hendes ænder af. De troede, det var messing, og det stod gravet ned jorden. Så kom Kristen Linde og fik det.
Mads Pedersen, Harboøre.

607. Kristen Linde på æ Hvolm (Kjærgårdsholm) havde en myndehund, der gav ham penge hver eneste morgen. Da han blev noget gammel, så kom han i tanker om, at det alligevel var galt, og så for at forsone sig noget med Vorherre, byggede han det hospital i Håsum. Rödding.

Kilde: Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde. 4. afdeling. Personsagn, Århus 1896, side 172-174