Født ‎1781 Lindbjerggaard, Ølgod Sogn, Ribe Amt, døde ‎02 Dec 1853‎, age 71 eller 72 år

Født ‎1783 Lindbjerggaard, Ølgod Sogn, Ribe Amt‎
Provst i Ølgod

Født ‎1785 Lindbjerggaard, Ølgod Sogn, Ribe Amt‎

Født ‎1788 Lindbjerggaard, Ølgod Sogn, Ribe Amt, døde ‎23 Nov 1837 Ølgod, Ølgod Sogn, Ribe Amt‎, age 48 eller 49 år, begravet ‎30 Nov 1837 Ølgod, Ølgod Sogn, Ribe Amt. Erhverv: Degn i Ølgod Jens Pertou Haahr var først sognedegn i Alslev og Hostrup.
Han var åbenbart et så festligt menneske, at lokalhistorikerne Nourup i Alslev, Morten Eskesen og H. K. Kristensen fandt anledning til at skrive om ham. Sammenholdt med Peter Helt Haahrs oplysninger om ham i slægtsbogen tegner der sig et levende billede af ham. Jens Pertou blev opkaldt efter præsten Hans Jensen Pertous afdøde søn. Denne præst var personlig kapellan for provst Ude Sørensen Haahr og blev dennes efterfølger i embedet, ligesom han blev gift med provstens datter Karen. Jens Pertou var kun 8 år gammel, da hans mor døde i 1796. Hans bror Ude, der var 13 år, kom til birkedommer Engelstoft på Fanø. Den anden bror Niels Severin, der var 11 år, blev anbragt hos enken efter birkedommer i Skjern birk Hans Smidt på Frøstrup hovedgård. Jens Pertou selv kom til hospitalspræst Christian Clod i Ribe senere sognepræst i Skydebjerg. Kun søsteren Nicoline blev hjemme på Lindbjerggaard, da faderen Jørgen Udesen Haahr giftede sig anden gang med Anne Margrethe Birgitte Borgen. Man skulle ellers tro, at der var midler og plads nok på Lindbjerggaard til at holde børnene samlet.
Da Jørgen Udesen Haahr giftede sig første gang med enken efter Niels Hansen, Else Cathrine Pedersdatter Sørensen, fik hendes børn med Niels Hansen lov til at blive boende på gården jf. folketællingen. Men de var jo også piger. Jens Pertou kom i Ribe latinskole. I efteråret 1807 var han meldt til eksamen i København. Men han nåede ikke fra Ribe til hovedstaden før englændernes overfald på København. Der blev derfor afholdt en “overordentlig” eksamen i foråret 1808. Han begyndte så at studere teologi, men kun en kort tid uvist af hvilken grund. Efter moderen arvede han 1260 rigsdaler og efter faderen 513 rigsdaler. Det var dog en del penge. Men det var nedgangstider, og det anføres, at de vanskelige pengeforhold tvang ham til at holde op. Han blev så en kort tid sanglærer ved Ribe latinskole, idet han var meget musikalsk og havde en smuk og kraftig sangstemme. Han nød senere den ære at blive kaldt til Ribe for at synge ved en biskops begravelse.
I 1809 blev han gift i Janderup kirke med Mette Cathrine, datter af sognepræst Anders Møller Abrahamsen Jessen i Alslev og Mette Jørgensdatter Bjørn. Samtidigt fik han degneembedet i Alslev - Hostrup.Mette Cathrine var kun 3 år gammel, da hun mistede begge sine forældre med 9 måneders mellemrum i 1791-92. Derfor blev hun sammen med en yngre søster opfostret hos sin faster Maren Agerholm Jessen på gården Store Hebo i Janderup sogn. Maren var første gang gift med Mads Rygaard d. 19/3 1791 og anden gang med fuldmægtigen på Hesselmed Byrge Qvist. De ejede Janderup kirke. Maren Agerholm fik i sit første ægteskab et barn, der døde som 2-årig. Det skrives om hende, at hun sikkert har været en fremstående, usædvanlig flink og virksom kvinde. Hun har med moderlig omsorg i sit hjem på Store Hebo modtaget og opdraget en stor del af sine søskendes børn. Her skal det også indskydes, at Jens Pertous morbror Niels Pedersen Sehested var sognepræst og provst i Janderup fra 1770 til 1807. Endelig skal det også med, at Maren Agerholms og Anders Møller Abrahamsen Jessens bror, nemlig degnen i Alslev - Hostrup Oluf Franck Jessen i 1792 blev gift med Ingeborg Nielsdatter, datter af Else Cathrine Pedersdatter Sørensen i hendes første ægteskab med proprietær Niels Hansen, Lindbjerggaard. Else Cathrines anden bror Søren Lund Pedersen ejede på et tidspunkt hovedgården Visselbjerg i Alslev sogn. Senere blev den overtaget af degnen Oluf Franck Jessen for 10.000 rigsdaler. I 1812 byttede Jens Pertou embedemed degnen i Ølgod Jørgen Goth. Hjemme i Ølgod befandt Jens Pertou sig som en fisk i vandet. Spøgefuldt efterabede han de gamle koner, når de sang salmerne med følelsesfuld, rystende stemme. Ofte prædikede han i stedet for præsterne Esmann og Palludan, når de fik forfald. Stundom traf anmodningen ham i kroen lørdag aften. Men når så budet kom, rejste han sig straks, idet han skæmtende plejede at sige: “Så skal jeg også prædike for de gamle kællinger, så vandet skal flyde fra dem!” Han holdt gerne en meget følelsesfuld prædiken, der fik tårerne til at rinde. Folk ville gerne høre ham; thi han “gjorde kønne prædikener”. Han skrev også ret gode vers til festlige lejligheder.
På museet i Ølgod blev det af en lokalhistoriker fortalt, at der fandtes en beretning fra kromandens sønner om Jens Pertou. Den siger, at så snart præsten i Ølgod kirke begyndte sin prædiken, listede degnen ud af kirken og over i kroen tæt ved. Kromanden nægtede at servere for degnen i kirketiden, men han tillod dog sine sønner at skænke brændevin for ham. Degnen nåede tilbage til kirken med klaret stemme, inden præsten var færdig med sin prædiken.
Der var nok noget om “Wessels svaghed”, som det udtrykkes i slægtsbogen af sønnesønnen, lærer Jens Pertou Haahr, Holstebro. Samme siger også, at degnen vel nærmest var et barn af sin tid og sandsynligvis hørte til den gamle rationalistiske retning, der satte dyden i højsædet. Degnens yndlingssalme var jo:
“Til ende året haster, har jeg anvendt det vel?
Har jeg forsaget laster og søgt i dyden held?”

Mon ikke han har sunget den med et glimt i øjet?
Videre fortælles det, at han ejede et kunstnersind, var retskaffen, livlig, vittig og selskabelig. Han var god til at holde et lag vedlige. H. K. Kristensen skriver om ham, at han blev den mest afholdte af de gamle degne, og den der levede længst i folks minde.
I sine sidste år blev Jens Pertou jævnligt forkølet, når han gennemvåd traskede frem og tilbage på vejen mellem Ølgod og Vallund, når han holdt skole der. Han pådrog sig vattersot, hvoraf han døde i 1837 kun 49 år gammel.